Vandreferie i Alperne, Val de Hérens
Gå på opdagelse i den mest uspolerede dal i Schweiz. Vandring i et landskab omgivet af majestætiske tinder og takkede bjergkamme, som på en gang efterlader indtryk af uendelighed og grænser. Dalen giver rig mulighed for at opleve stor uberørt natur og en række af små tætte landsbyer, som har bevaret atmosfære og arv fra forfædres tid, det oprindelige og traditionelle liv, som man levede (lever) i de dybe alpedale.
5 dages intensiv vandring
Turen på 5 dage går ad afmærket rute, og man kan følge hele vejen på kort og via skiltning, anbefales til erfarne vandrere, idet den indeholder vandring i vanskeligt terræn samt passage af bjergpas. Det er en helt fantastisk smuk og spændende rejse i det højalpine landskab med afstikkere ned i dalene.
I ankommer til Sion, hvorfra I transporteres med postbus til Les Collons, hvor I skal spise aftensmad og overnatte på en lille familiepension i 1900 m højde.
1. vandredag I tager en stolelift op i ca. 2400 m højde og går til Dixence den store dæmning. En meget smuk tur, hvor I følger Héréremence dalen, men går ovenover i ca. 2000 m højde hele dagen. Dæmningen inderst i dalen er synlig stort set hele vejen, og den er imponerende. Der blev brugt ca. 6 mill. kubikmeter beton til at bygge den, og den er dobbelt så stor både i højde og drøjde som den største pyramide i Ægypten. I skal overnatte i den barakbygning, som engang fungerede som et hjem for de hundredevis af arbejdere, som byggede dæmningen. Bygningen fungerer i dag som hotel, der er gode værelser og bad på gangen. Den store kantine fungerer nu som restaurant for blandt andre vandrefolket.
På 2. dagen vandrer I langs den store gletcher sø, hvor der strømmer vand til fra gletcherne. Søen er ca. 4 km lang, når den er mest fyldt - i reglen ultimo september - er den 284 m dyb og indeholder ca. 400 mill. m3 vand. I søens modsatte ende begynder opstigningen mod mod Gedepasset (Pas du Chevre), det er en lang, spændende og i klart vejr imponerende flot tur. Når Gedepasset passeres i ca. 2900 m højde går turen nedad igen til Arolla en smukt beliggende lille by i næsten 2000 m højde, hvor I skal overnatte.
Den 3. vandre dag foregår i selve Val de Hérens med kurs mod Les Hauderes, hvor I skal overnatte. Her oplever I de oprindelige Hérens byer, som bl.a. lever af landbrug samt ikke mindst af at opdrætte en speciel ko-race: Hérens racen, som ud over at give kød på bordet, særligt er kendt for sine evner inden for ko-kamp (combat de reines), en schweizisk "specialitet". I disse små pittoreske byer kan man stadig fornemme, hvordan det har været at leve helt afsondret i de engang lukkede dale i bjergregionen.
4. dagen byder på en smuk tur ned gennem selve Hérens dalen og mod Evoléne, herfra går det igen opad - en god stigning, hvor der godt kan blive behov for at sætte sig og puste lidt ud, kigge op mod de store bjergmassiver, som er dalens himmelstræbende vægge - Den hvide tand og Matterhorn med sne på toppen kan ses herfra, mens I sidder blandt syngende fugle på en mildt blomstrende skråning. I skal overnatte i bjerghytte Cabane Becs-de-Bossons.
5. og sidste sidste vandredag går over endnu et pas - Col du Lovigno, hvorfra I kan se ud over 3 dale Hérens, Hérémence og Anniviers - et vidunderligt og enestående vue i et ensomt høj alpint landskab. Så går det i øvrigt nedad igen, I skal til Nax for at overnatte - endnu en lillebitte bjergby, som ligger meget smukt med udsyn til Rhone-dalen og Sion.
Sion
En sådan tur kan med fordel kombineres med et par dages ophold i Sion, Regionshovedstad I Valais. Den er virkelig et besøg værd -simpelthen en ualmindelig dejlig by. Beliggende midt i Rhone-dalenbygget på det fladeste stykke land i dalen. Den kendes på lang afstand ved to små bjerge med hver sit middelalderlige fæstningsanlæg på. Den kan spores tilbage til det 4. århundrede, hvor der oprettedes bispesæde på stedet. Byen er omgivet af vinmarker (og bjerge) har blomstrende parker og pladser med frugttræer, frodig og smuk. Den gamle bydel er meget velbevaret, særdeles hyggelig og med mange middelalderlige seværdigheder, masser af lækre butikker og cafeer samt selvfølgelig gode spisesteder. I vil passere Sion på både ud- og hjemrejsen.
Praktiske oplysninger
Pris: 6.100 kr. pr. person i db.vær. / 6 overnatninger.
I vandrer fra sted til sted med en dagsrygsæk, og jeres øvrige bagage transporteres med postbussen. I kan selvfølgelig vælge kun at medbringe den bagage, som I selv kan bære. Overnatning foregår på små hoteller/pensioner samt en enkelt nat i bjerghytte (vær opmærksomme på, at bagagen ikke transporteres til bjerghytten, men direkte til hotellet i Nax).
Forplejning
I spiser morgenmad og aftensmad på overnatningsstedet, og herfra får I en madpakke til dagens tur. Dette er inkluderet i prisen. Der er også inkluderet transport til og fra Sion. Dvs. at prisen inkluderer 6 x aftensmad, 5 x madpakke samt 6 x morgenmad
Informationer
Der udleveres et stk. vandrekort samt grundig områdebeskrivelse.
Rejse til og fra
Ankomst til Sion med enten fly (Geneve), tog eller egen bil. Herfra skal I med postbussen til Les Collons med første overnatning. Det er vigtigt at være klar til at begynde vandring fra morgenstunden, idet den samlede tur til La Grande Dixence tager det meste af en dag. Bagagen skal pakkes og afleveres i receptionen til afhentning af postbussen.
Efter vandreturen transporteres I efter morgenmad med postbussen fra Nax til Sion. Vi kan anbefale en ekstra nat i Sion, inden hjemrejse. Vi er gerne behjælpelige med at booke hotel samt med flere informationer om byen.
Tilmelding
Kontakt os på telefon 86 27 62 30 eller på info@loenskov.dk.
Det er ikke en god idé at gå alene i bjergene, derfor skal I være mindst 2 deltagere for at vi kan reservere turen.
Turen er til rådighed fra ultimo Juni til medio Okotober.